Annonce

Annonce

Ulf Allhoff-Cramer står med advokat Roda Verheyen foran retsbygningen

Økolog Ulf Allhoff-Cramer, som her ses med advokat Roda Verheyen, får støtte af Greenpeace til at føre sagen mod VW. Foto: Greenpeace

Økolog vil trække bilgigant i retten

Europas største bilproducent anklages for at gøre for lidt for at nedbringe sine udledninger af drivhusgasser og bidrage til skader på landbruget.

Europas største bilproducent, Volkswagen (VW), kan blive tvunget til at skærpe sine klimaambitioner, hvis den taber et igangværende søgsmål.

Bag søgsmålet står den 61-årige økologiske landmand Ulf Allhoff-Cramer med støtte fra Greenpeace. Han driver et landbrug i Lippe-distriktet med skov, planteavl og kvæg og hævder, at Volkswagen med sin udledning af drivhusgasser og påvirkning af klimaet er medansvarlig for skader på hans bedrift, hvilket krænker hans personlige frihed og ejendomsret.

I en video, hvor han fortæller om sagen, forklarer han, hvordan tørkerne i både 2018, 2019 og 2020 ramte hans produktion hårdt, fordi græsset blev så tørt, at han ikke udelukkende kunne græsfodre sit kvæg, men var nødt til at bruge af den foder, der var rationeret til, når de kom på stald om vinteren. Desuden er hans grantræer ramt af barkbillen, der nyder godt af varmen og tørken.

"Landmænd her og i resten af verden mærker jævnligt konsekvenserne fra global opvarmning. Situationen truer vores eksistens, og jeg ønsker, at min søn og alle andre børn af landmænd også kan få en fremtid inden for landbruget, og at det er muligt på sikker vis at forsyne mennesker med gode fødevarer," siger Ulf Allhoff-Cramer.

Han og Greenpeace kræver derfor, at Volkswagen, der udleder nogenlunde lige så meget som Australien, reducerer sin produktion af benzin- og dieselbiler med 25 pct. de næste syv år og helt udfaser produktionen af dem frem mod 2030. De vil også have VW til at reducere sin CO2-udledning med 65 pct. i forhold til 2018. VW har i forvejen en ambition om at blive verdens største elbilproducent i 2035 og halvere sin CO2-udledning i 2030 i forhold til 2018.

"Landmænd er allerede ramt hårdere og hurtigere af klimaforandringerne end forventet. En virksomhed med så gigantiske CO2-udledninger som VW er medansvarlig for den skade, som klimakrisen medfører," siger Ulf Allhoff-Cramer ifølge Deustche Welle.

VW anklages desuden for at have kendt til risikoen for klimaforandringer i fire årtier - her henviser Ulf Allhoff-Cramer og Greenpeace til forskning, der blev fremlagt for VW's bestyrelse i 1983.

Har bedt om yderligere materiale

Hvorvidt der er grundlag for en dom mod VW er noget usikker. Den første høring fandt sted d. 20. maj, og her blev Ulf Allhoff-Cramer og Greenpeace bedt om at komme med yderligere beviser, mens VW's advokater skulle have tid til at svare på materialet.

Retsformanden mener, at det er uklart, hvorvidt sagsøgeren allerede har lidt skade fra klimaforandringerne eller kun forventer skade i fremtiden. VW ønsker, at sagen afvises, da man ikke mener, at enkelte aktører kan holdes ansvarlige for klimaforandringerne. Bilproducenten argumenterer desuden for, at både politiske tiltag, teknologisk udvikling og forbrugeradfærd spiller en rolle i den grønne omstilling.

Alexandros Chatzinerantzis, der er advokat ved Linklaters i Frankfurt og ikke indblandet i sagen, men rådgiver store energiselskaber i lignende sager, mener også, at det er svært at løfte bevisbyrden, både fordi der er så mange aktører bag klimaforandringerne, at det derfor er svært at udpege én synder, og fordi det i sidste ende er bilisten, der kører i bilen og står for udledningen.

Greenpeaces advokat Roda Verheyen, der fører sagen for Ulf Allhoff-Cramer, mener dog, at klimabeskyttelse er en menneskeret og henviser til de skelsættende domme i Haag og Karlsruhe sidste år, hvor hhv. Shell blev forpligtet til at reducere sine drivhusgasudledninger med 45 pct. inden 2030 i forhold til 2019 og den tyske regering blev pålagt at øge klimaambitionerne.

"Enhver domstol må spørge sig selv, hvem loven i sidste ende beskytter: Planeten og folket, der ønsker at leve, eller nogle virksomheders interesser? Enhver, der forsinker klimabeskyttelsen, skader andre og handler dermed ulovligt," siger Roda Verheyen og argumenterer for, at fordi VW er så stor og står for så mange udledninger, har koncernen en særlig forpligtelse til at reducere dem.

Et begrænset budget

Ifølge klimapanelet IPCC må vi ikke udlede mere end yderligere 500 gigaton CO2, hvis der skal være bare en 50 procents sandsynlighed for at holde den globale opvarmning på maksimalt 1,5 grader i forhold til det førindustrielle niveau, og med udgangspunkt i det tal har sagsøgerne angivet, hvor meget VW må udlede, uden at CO2-budgettet overskrides.

"Tanken om at vi i løbet af få årtier forårsager klimaforandringer, som vil forandre livet her på Jorden så fundamentalt, gør virkelig ondt," siger Ulf Allhoff-Cramer i videoen og fortsætter:

"Vi er nødt til at skabe fred med naturen og stoppe med at bekrige naturen og klimaet, for vi har en forbandet pligt til at beskytte og værne om vores klode for vores børn og børnebørns skyld."

Næste høring finder sted d. 9. september.

Flere artikler fra samme sektion

Folketinget øremærker flere millioner til økologi

Et politisk flertal har netop fordelt ca. fem mia. kr. til indsatser for natur, klima og havmiljø - heriblandt er flere millioner øremærket økologien.

15-04-2024 3 minutter Politik

Regeringen anerkender, at der mangler viden om, hvordan klimamiddel i foderet påvirker dyrevelfærden

Forskere er uenige om risikoen for dyrevelfærden ved at tilsætte Bovaer i foderet, men der er enighed om, at det faktisk ikke er undersøgt. Regeringen har anerkendt den manglende viden, viser et dokument sendt til EU. Alligevel vil regeringen stadig bruge 700 mio. kr. på Bovaer.

11-04-2024 5 minutter Dyrevelfærd,   Klima,   Politik,   Kvæg

Økologisk Landsforening udsætter drøftelse af NGT-planter til 2025

Økologisk Landsforenings repræsentantskab havde egentlig vedtaget en holdning til NGT i økologien, men det har en afstemning på foreningens generalforsamling ændret på.

04-04-2024 3 minutter Økologisk Landsforening,   Planteavl,   GMO og NGT